Jeg er fra Taastrup, en by i Hovedstadsområdet der voksede markant i slutningen af 60-erne og starten af 70’erne.

Da jeg var 10 år gammel flyttede vi til Jyllinge, der ligger på den østlige side af Roskilde Fjord mellem Roskilde og Frederikssund.

Efter gymnasiet gik turen til Odense, hvor jeg i februar 2000 blev cand.oecon. Tre måneder senere fik jeg arbejde hos Odense Kommune, hvor jeg var i 11 år.

I 2002 mødte jeg Anne, som jeg senere – i 2005 – blev gift med. Sammen har vi to børn, Lea fra 2007 og Tobias fra 2010.

I 2011 flyttede vi til Solbjerg, der ligger i den sydlige del af Aarhus Kommune.

Jeg har været spejder siden jeg var 11 år. Efter vi flyttede til Solbjerg har det været noget på distancen, men jeg har da stadig en ambition om at samle folk omkring mig, så vi kan starte en blå spejdergruppe i Solbjerg.

Vi er med i Solbjerg Dykkerklub, hvor vi nyder at hele familien kan lege i Solbjerg Svømmehal hver lørdag formiddag.

For at sætte ekstra skub i min egen formgivning og for at styrke ryggen er jeg medlem af – og aktiv i – Solbjerg Fitness.